Forleden aften så jeg det meget omtalte program om Carina en ung pige, der havde været ude for en alvorlig trafikulykke, og lægerne vurderede, at hun meget snart vil blive hjernedød. Da de tager hende ud af respiratoren, forventer alle, at hun dør. Men Carina vælger at vågne op.

Programmet rørte mig dybt på mange måder. Jeg så en pige, som kæmpede sig tilbage til livet. En pige som gav sin far ”thumps- up” kort tid efter, hun vågnede op. Hendes vej tilbage til livet var så inspirerende at følge.

Jeg blev rørt over familiens tanker, da de skulle tage stilling til organdonation. De fandt en mening med Carinas liv. Hun kunne redde andre mennesker.

Jeg tænkte over, hvor skrøbeligt og samtidigt fantastisk livet er. Selvom lægen ikke mente, at det var et mirakel, at hun vendte tilbage til livet. Så var det et mirakel for mig at se.

Det rørte også noget i mig, at programmet valgte at fokusere på lægernes fejl. Jeg siger ikke, at det er forkert. Men jeg ville have nydt at se et program, hvor Carina og hendes familie blev gjort til hverdagens helte. Fordi det synes jeg virkelig, de er. Som jeg ser det, så vælger de nu at nyde hver dag, de har sammen og fokuserer ikke på, hvordan det kunne være gået anderledes, hvis nu lægerne ikke havde lavet ”den fejl.”

Livet går op og ned. Det kan vi ikke lave om på. Vi kommer alle til at opleve ”lægefejl” på den ene eller anden måde. Spørgsmålet er, hvordan vi vælger at leve bagefter.

Jeg har det meste af mit liv fokuseret på fejlene. Både mine egne og andres. Men det har ikke givet mig de resultater, som jeg ønskede. Jeg har truffet en beslutning om, at fokusere på det, som jeg kan gøre noget ved. Have tillid, nyde livet og være med de udfordringer, som kommer, også selvom det nogle gange er svært.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg vil holde efterårsferie og fokusere på den smukke natur og råhygge med mine drenge.

Jeg ønsker dig en skøn weekeend. Og rigtig god ferie, hvis du har det.