Jeg er lige kommet hjem fra en skitur i Italien sammen med en masse dejlige kolleger og skønne elever. Vi havde en dejlig tur, som egentlig bød på mange udfordringer, men når jeg ser tilbage, så vil jeg klart huske på alt det gode, som turen bød os.
Italien er kendt for deres præparerede boulevard-pister. Et terræn jeg elsker at køre i. Jeg kan få god fart på skiene og kan mærke adrenalinen i kroppen. Jeg føler mig helt fri, når jeg kan lade skiene løbe. Jeg føler at mit skiløb er fuldstændigt i flow – jeg behøver ikke at stoppe op ved hvert andet sving, fordi der ligger en pukkel med sne.
Da jeg fortalte om, hvor meget jeg nyder de ”glatte” pister frem for dem med pukler, svarede min kollega, ”Det er fordi, du begynder at tænke for meget over, hvordan du kan køre nemmest igennem puklerne, i stedet for bare at slappe af og lade skiene glide”.
Det gav rigtig god mening. Jeg bliver nervøs og begynder at tænke for meget over mit skiløb i stedet for at slappe af og have tillid til, at jeg sagtens kan køre lige meget, hvor store puklerne er.
Det er det samme med livet – det varierer. Nogle gange kører det derudaf, og andre gange føles puklerne store, og det hele bliver lidt usikkert og anstrengt.
Hvis du har samme tendens som jeg, så handler det om, at vi tænker for meget over tingene. Puklerne behøver slet ikke være så svære at køre på, hvis jeg skruer op for tilliden til mig selv og dem omkring mig.
Hvis vi holder fokus på alt det, som fungerer og bare følger med, så føles puklerne/udfordringerne mindre, og livet kan nemmere leves i det flow, som vi ønsker os.
Håber du får en dejlig weekend.
Kærligst
Leave A Comment