Det er mørkt, og dagene bliver kortere og kortere. For mange kan det være en tung og lidt hård tid.

Jeg støder på flere elever, som ikke orker at gå i skole. Forleden havde jeg en snak med en skøn dreng, som inderst inde er rigtig vred på sig selv over, at han ikke bare kan tage sig sammen og gå i skole. Det føles som om, at det ligger lige foran mig, men jeg kan ikke få fat i det, var måden, han forklarede sig på.

Som I sikkert allerede kan regne ud, så kender jeg dette mønster rigtig godt. Jeg gør ting, som jeg godt ved ikke er gode og ”korrekte”, men alligevel kan det være svært for mig at lade være.

Det kan blandt mange ting være motionen, maden eller måske at tage næste skridt i ens drøm.

Det som ofte sker, når vi ikke får gjort de ting, som vi gerne vil, er, at vi hiver værktøjskassen frem og finder de største hammere, og så slår vi løs på os selv. Vi gør os selv forkerte, dumme, grimme, og vi føler, at vi er de eneste, der ikke kan finde ud af det.

Jeg ved, at der altid er en grund til, at vi ikke bare lige kommer videre. Men den er ikke til at finde, når vi slår os selv og ser tilbage på det, som vi har gjort eller glemt at gøre.

Forestil dig, at vi både er fyldt med sand og vand. Når vi ikke kan finde ud af det, så er det hele rystet og blevet til mudder. Hvis vi skal kunne se klart igen, så har vi brug for en pause. Lægge hammeren væk og acceptere, at der er noget, som vi lige nu har rigtig svært ved, og det er okay. Så kan sandet falde ned og vandet bliver igen klart.

Ofte når vandet er blevet klart, og vi er okay med den måde vi har handlet på, (selvom den var uhensigtsmæssig), så kan vi begynde at gå hen imod et nyt sted i os selv, hvor vi ønsker at være.

Det kan være svært, men der er er i min optik vejen frem.

Jeg ønsker dig en fantastisk weekend her i december med masser af julehygge, hvis du er til det.

Kærligst