Jeg har glædet mig til at vise min nye hjemmeside frem til ”verden”. Men det været har en turbulent tid.

Jeg har følt mig som en forelsket teenager. Jeg har haft følelsen af, at det er SÅ FEDT at være mig. En masse glædesbobler i maven det ene øjeblik, og fem minutter efter har jeg mærket en knude i maven. Knuden, som er følelsen af at være bange for at blive afvist – ikke at være god nok.

Hvorfor føles ”forelskelse” som den største rutsjebanetur? Hvorfor kan det ikke bare føles fedt hele tiden?

Når vi tør åbne vores hjerte overfor et menneske eller et projekt, som vi brænder for, så bliver vi sårbare. Det er så sårbart at række hånden frem og vise, hvem man er. Angsten for at blive afvist kommer buldrende med 210 km/t. Og den kan ofte være afgørende for, om vi tør tage skridtet.

Men når vi tør stå der med åbent hjerte, så ved vi godt, at de fedeste ting kan ske.

 

 

 

 

 

Det har taget mig mange år at komme hertil, hvor jeg nu tør stå frem og vise, hvem jeg er, og hvad jeg har at tilbyde. Jeg har indtil nu følt, at jeg burde vide lidt mere og have lidt mere erfaring. Men nu gør jeg det trods min følelse af, at jeg er alt andet end perfekt. Og det er jo hele pointen. Vi bliver aldrig perfekte.

Har du også tendens til at jagte øjeblikket, hvor du føler, at ”NU er jeg god nok”? Det er som hunden, der jagter sin hale. Vi kan løbe rundt og rundt hele livet.

Mange af os har nemlig misforstået det mest simple her i livet. Vi er gode nok, som vi er LIGE NU. En sætning som bestemt ikke falder mig naturlig at tænke, men jeg øver mig.

Vi gør det bedste, vi kan, med de forudsætninger vi har på det givne tidspunkt.

Så stopper du dig selv i at blive ”forelsket”, fordi du lige skal være lidt klogere, lidt bedre eller lidt smukkere?

Jeg tror, at vi alle gemmer på en masse guld, som vi ikke tør vise frem pga. frygten for at blive afvist. Jeg ønsker mig, at vi alle tager retten til at være os selv med alt, hvad det indebærer. Og så er jeg sikker på, at verden bliver et federe sted for hver dag, der går.

Så jeg vil gerne – med glædesbobler og en lille knude i maven – ønske dig velkommen til min nye hjemmeside.

Kærligst