For nogle uger tilbage var jeg sammen med den skønneste familie. På et tidspunkt dukker et lidt ømtåleligt emne op. Spørgsmålet om familiens 16-årige datter skal tage et år på high school til næste år.

Far talte for, at hun skulle gøre sin uddannelse færdig og derefter rejse alt det, hun ville. Mor mente derimod, at et år på high school var en perfekt måde at få et år i udlandet på. Bo hos en familie og gå i skole og lære et fremmedsprog.

Det var ingen tvivl om, at begge måder er super gode, og at begge forældre følte, at deres løsning var den bedste for deres datter.

Hvor tit er det ikke, at vi lander i sådanne situationer. Vi har som forældre hver vores bagage med, og vi taler ofte ud fra vores egen ”frygt”. Far var bekymret for, at der skulle ske datteren noget, fordi hun er så ung og på alle måder stadig hans ansvar.

Mors bekymring var, at hvis datteren ikke kom af sted nu, så ville hun måske få et godt job efter gymnasiet og derfor aldrig få et år i udlandet.

Hvordan lander man sådan en uenighed på den fede måde? Ofte gør vi hinanden forkerte og synes, at ægtefællens mening er latterlig. Men hvis vi derimod ser på vores egen frygt – rummer den – og derefter ser på partnerens frygt og gør det samme. Tager stilling til, om det er en frygt, som med stor sandsynlighed vil “blive til noget”. Om vi kan gøre noget ved den.

Når vi har taget stilling til frygten, så kan vi uden bekymringer og fordomme tage barnet ind i ligningen og høre, hvad hans eller hendes største ønske er. Tage udgangspunkt i det og kysse vores frygt, pakke den pænt ind og lægge den et sted. Frygten kommer, når vi holder af og elsker, men spørgsmålet er, om det altid er relevant, at den styrer vores beslutninger?

 

 

 

 

 

Du ønskes en frygtløs weekend.