Velkommen 2018

//Velkommen 2018

Velkommen 2018

 

For at beskrive 2018 får jeg vist et billede af en have. Forestil dig at vi har brugt de sidste par år på at grave haven op, og i 2017 begyndte vi at lægge nogle fine frø ud. Lige nu er din have fyldt med jord, og måske kan du ikke helt huske, hvor du har plantet de forskellige ting. Det meste du kan se lige nu er jord, men det er vigtigt ikke at glemme, at du HAR sået en masse ting.

I 2018 skal du lære din have rigtig godt at kende. Se hvor du har sået og plantet – og du vil formentlig også flytte lidt rundt på det. Det er et spændende år, fordi du virkelig kan få en super smuk have, hvis du bruger tid på den.

Når du skal passe og pleje en endnu ikke helt synlig have, så er det meget vigtigt, at du går til det med en åben og kærlig tilgang. Tålmodighed og tillid er en rigtig vigtig ingrediens i forhold til at få det smukkeste resultat i haven.

Når du skal passe og pleje en have, så er det også vigtigt, at du går kærligt til værks. Det kan godt være, at der engang i mellem skal lidt kræfter til, hvis du vil hive nogle gamle rødder op, men det skal stadig gøres med en kærlig og rolig hånd.

Hvis du tramper hen over haven, så risikerer du at ødelægge nogle af de smukkeste og mest sårbare blomster. De blomster som er helt specielle i netop DIN have. Alle haver har nogle specielle blomster, der kun kan blomstre, hvis ukrudtet ikke bliver flået væk eller endnu værre fjernet med ROUND UP. Alt vækst er vigtig i din have, for at den kan blomstre sit smukkeste. De specielle blomster kommer kun op, hvis du er åben og ikke fordomsfuld omkring, hvordan du tror, at en have skal se ud.

Det, som er rigtig vigtigt at huske på, er, at du ikke kender det færdige resultat, og hvis du tør lade naturen gå sin gang og ikke bruge dine regler og billeder af, hvordan du tror haven skal se ud, så kan der udfolde sig til noget i din have, som du aldrig har drømt om.

Hver måned vil der ske nye ting i din have, og nogle måneder vil der blomstre den ene smukke blomst efter den anden, og i andre vil det vælte op med ukrudt. Og det er helt som det skal være. Det smukkeste resultat kræver begge dele.

I 2018 er det utrolig vigtigt, at du er åben for alt det, der kommer op, fordi alt er vigtigt. Det kan være, at du ikke kan se formålet med en utrolig grim plante, der er dukket op lige midt i det, der skal være dit smukke blomsterbed, men hvis du bare flår det op og ikke lige gider at sætte dig ind i, hvorfor den kommer op, og hvad den evt. kan bruges til, så mister du virkelig noget af magien i din have. ALLE blomster er vigtige.

Og de (efter din mening) grimme blomster er ofte dem, der giver næring og liv til de smukkeste blomster, som du ALDRIG havde forestillet dig, kunne gro i lige netop din have.

Hvis du har gjort meget gravearbejde i de sidste par år, så vil du ikke skulle grave særlig meget i år. Men du skal gøre det, der muligvis kan være endnu sværere – nemlig være åben og turde stå midt i den meget ufærdige have, hvor du har allermest lyst til at ringe til en anlægsgartner, der kan lave en færdig have til dig. Der er masser derude og de spammer dig med gode tilbud. Du må meget gerne blive inspireret af dem, men hvis du virkelig ønsker din helt egen unikke have, så er det vigtigt, at du tør stå i uvisheden og have tillid til, at du har sået og plantet lige netop de planter, træ, blomster etc., der gør din have helt unik.

2018 er året, hvor du kan komme helt ind og mærke dine unikke evner – men det kræver, at du tør stille dig i den ufærdige have og give den masser af kærlighed, accept og respekt, fordi den er helt fantastisk – også selvom den ikke er færdig.

Så 2018 handler om at være nærværende, sårbar, have oceaner af tillid og vide, at ALT det, der kommer op, er brugbart. Lær det hele at kende, så får du virkelig skabt en guddommelig smuk have.

Og du har alt den hjælp du skal bruge, fordi du er den vildeste gartner, når du overgiver dig til naturen (universet) og dig selv. Du ER meget mere end du tror, og det vil du opdage i 2018.

Jeg ønsker dig et fantastisk 2018 og god fornøjelse med det hele.

 

Masser af kærlighed 

Marie Cristina 

 

By | 2017-12-29T14:46:16+00:00 december 29th, 2017|Nyheder|0 Comments

About the Author:

Leave A Comment