Min Blog 2019-04-16T16:35:00+00:00

Velkommen til min blog

Her skriver jeg om det og dem, der inspirerer mig. Jeg deler små som store personlige oplevelser og indsigter, der har berørt mig på den ene eller anden måde.

Min intention med bloggen er at skrive, når jeg føler, jeg har noget på hjertet med autensitet og formentlig også med en god gang selvironi og humor.

Tak fordi du læser med.

1610, 2015

Om at føle sig forkert og uduelig

Jeg var 4 dage i Rom sammen med min kære mor i sidste uge. Hold nu k… en fantastisk by. Jeg fik fornemmelsen af at gå i verdens stærkeste by. Lyder måske mærkeligt, men det var den energi, jeg fornemmede. Grunden til, jeg mærkede denne her styrke, var helt klart, at byen hele tiden viser sig fra en sårbar side. Der er ruiner over alt. Den prøver ikke at være noget, den ikke er. Og mellem ruinerne var der tusindvis af smukke bygninger.

IMG_2366

IMG_2451

Italienerne, som jeg ser det, er også mennesker, der tør vise deres sårbarhed. De er totalt i deres følelsers vold. De viser glæde, vrede og sorg på en ukontrolleret måde, hvilket er et kæmpe kompliment. Det er som om, de er ligeglade med, hvad andre tænker.

Det føles bare så meget sundere og helt klart som noget, jeg gerne vil øve mig på.

Efter jeg er kommet hjem, så har jeg været træt, sårbar og virkelig følt mig forkert og uduelig. Det er tit sådan for mig – når jeg oplever noget fantastisk, så kommer jeg helt i den anden grøft, når jeg kommer hjem. Jeg har altid en forventning om, at når jeg kommer hjem fra en ferie, SÅ har jeg masser af energi, inspiration og kan være en hel masse for mig selv og dem omkring mig. GLEM DET…

Jeg har virkelig svært ved at tackle mig selv i de her dage. Jeg har en masse forventninger, som jeg på ingen måde kan indløse. Jeg havde planer som, at jeg skulle sætte gang i en masse ting. Gøre lidt reklame for min ny cellerensningslydfil (jeps – det ord finder du under C i nydansk ordbog). Jeg skulle fortælle om mine skønne himmelske budskaber til gud og hver mand, og jeg ville sætte mit online forløb op igen.

Som du nok har regnet ud, så har jeg ikke fået gjort noget af det. Udover det så ville jeg også i gang med at smide de der kilo, der BLIVER VED med at klistre sig på min krop.

Men i stedet for at have en mega multi energisk energi, så er jeg træt og SÅ sårbar. Nærmest som sådan en af de der porcelænsdukker, som jeg havde arvet fra min mor, da jeg var barn. Jeg var bange for de gik i stykker, hvis bare jeg kiggede på dem.

Jeg havde en snak med en veninde i forgårs, hvor jeg fik lidt himmelske budskaber ned under snakken. Og som jeg har fået at vide mange gange før, så kom den igen. Det er lige så vigtigt at føle de irriterende følelser fuldt ud, som de gode følelser.

F.eks. når jeg føler mig energiforladt, så er det, fordi jeg ved at gøre mig klar til at få rigtig meget energi. Så hvis jeg ikke gjorde mig selv forkert eller ”leger”, at jeg har meget energi, så ville jeg helt naturligt komme derhen, hvor jeg fik masser af lækker og kreativ energi. Men når jeg ikke må føle mig lav i energien, så blokerer jeg for det flow, der gør, at jeg kommer til at få energi. Som ”de” siger. ”I kan jo ikke rende rundt at være energiske hele tiden”.

En anden veninde fortalte for nogle dage siden, at hun havde haft et dybtfølt had til hendes datter, og hun kunne slet ikke rumme sig selv. Da hun fortalte den meget sårbare historie, kunne jeg bare mærke, at vi ikke kan elske højt uden at hade rigtig meget. Men fordi det er så forkert at hade, så stopper vi faktisk også følelsen af at elske endnu højere.

Så hvis vi ligesom italienere bare er med alle følelserne, og ikke dømmer os selv ude hver gang vi føler had, vrede, jalousi, energiforladte etc. Så ville vi lettere kunne flyde gennem livet med alle de følelser, vi bliver budt.

IMG_2456

Jeg får vist et billede af, at hver gang vi dømmer vores følelser ude eller forkerte, så går der en bom ned foran os på vejen, og vi skal betale ved kasse 1. Vi kunne bevæge os frit og let hen af vejen uden stop, analyser og masser af bøder, hvis vi have samme accept af de “forkerte” føleser, som vi har af de rigtige. Ved ikke om det billede giver mening for dig. Men jeg får bare vist, at vi stopper os selv HELE TIDEN, når vi dømmer os selv eller vores følelser forkerte.

Når vi accepterer, at lige nu føler jeg had, vrede eller manglende energi, så kan vi køre frit videre over til glæde, overskud, kærlighed etc. Vi kan desværre ikke ”lege”, at vi accepterer de ”forkerte” følelser for at komme hen til de gode. Vi bliver nød til at åbne hjertet og være okay med, og have tillid til alt det, der er.

Ja det lyder sgu nemt – men det er det bare ikke…  Men bare det, at vi har bevidsthed på, at vi dømmer os selv ude, det kan gøre en verden til forskel.

Marie Cristina

 

 

2708, 2015

FAKE IT TILL YOU MAKE IT – REALLY ?????

IMG_1998

Jeg har prøvet det, så mange gange. Fortælle mig selv, at jeg er smuk og slank – fordi det har jeg hørt var opskriften. Leget at jeg ikke var nervøs eller bange, selvom jeg faktisk havde mest lyst til at løbe væk og gemme mig. Jeg har virkelig prøve at FAKE det, men jeg er ikke nået til at MAKE det.

Sådan som jeg oplever livet lige nu, så handler det virkelig om ikke at ”FAKE” det – vi kan ikke holde til det mere.

Jeg synes bestemt ikke, at positiv psykolog er noget lort, det er vigtigt at tage ansvar for sit eget liv, og mærke man har kraften til vende det svære, men det virker bare ikke, hvis vi ikke må have det svært.

Vi bliver mere og mere skrøbelige (det mener jeg på den mest positive måde) vores kroppe larmer mere og mere. Vi får flere skavanker, vi bliver stressede, syge og tager flere og flere beskyttelseskilo på vores krop. Det er alt sammen, som det skal være. Vi vil bare have godt af at stoppe op og mærke, at sådan som vi har gjort i mange mange år, det virker ikke mere (for mange af os). Jeg ved, at vi er forskellige, men jeg har tillid til at jer, der læser dette blogindlæg kender de symptomer, jeg taler om.

Jeg har i lang tid haft det mærkeligt i maven, når jeg er gået på facebook, fordi vi har en tendens til at udstille vores liv, som skønt og dejligt (eller sådan opfattes det ofte, selvom det måske er en bevidst hensigt). Det er der så vidt ikke noget galt i – men lige meget hvor meget glimmer og lykke vi poster, så bliver vores liv ikke sådan, hvis ikke vi tager mørket i hånden.

Mener jeg nu, at alle der poster skønne ting lyver – nej på ingen måde. Men jeg mener helt seriøst, at flere og flere er afhængige af at lege, at livet er godt især når det stinker allermest.

Det gør vi simpelthen fordi vi tror, hvis vi fokuserer på det der virker, så forsvinder det dårlige… Det gør det IKKE – efter min overbevisning.

Det svarer til at vi har 4 børn, og de to der er sure og kede af det, dem gider vi ikke tage os af. Vi kan ikke (efter min mening) lege os tilbage til det gode liv. Børnene, vi ikke ønsker at lytte til, skriger endnu højere, og hvis de til sidst ikke bliver hørt, så trækker de sig og bliver mere eller mindre lammet. Dvs. at halvdelen af os selv ikke fungerer – vi har slukket for halvdelen af vores kraft og vores lys.

Mener jeg så, vi skal til at udblæse alle vores issues på facebook og til middage med venner og bekendte. NEJ – men vi kan, som det mindste, anerkende vores følelser overfor os selv. Være så kærlige overfor os selv, at vi anerkender, hvordan vi egentlig går og har det.

Det er nemlig ligeså okay at have det svært, som det er at have det godt, men det har vi ikke lært, og de sidste par års – du vælger selv, hvordan du har det, har ikke gjort det nemmere at have en svær dag eller måske periode i sit liv.

Hvis vi som mennesker bare havde et liv der fungerede optimalt – et ægteskab, der var rosenrødt og et arbejde uden udfordringer, så ville vi dø. Vi er ikke hernede for at leve i en lang stor lykkerus. Vi er hernede for at rumme det hele.

Så lad os være ærlige overfor os selv – og se hvilke kæmpe gave det er at turde leve fra hele paletten. Det gør os endnu mere fantastiske, end vi allerede er.

Peace, love & ALOT of fuck’ups

Marie Cristina

2008, 2015

Åhhh – de der tunge dage!

IMG_0833

Jeg har en af de dage, hvor jeg kan mærke, at jeg er noget tung i betrækket og på en eller anden måde og lidt ked af det uden helt at vide hvorfor. Hvis jeg gik ind og analyserede det, så ville jeg helt sikkert kunne finde en årsag.

Men er det altid det, vi skal?

Lige nu kan jeg bare mærke, at jeg er ked af det. Jeg er kørt op i vores dejlige sommerhus – har mediteret og sidder nu og kigger ud på fjorden.

Min indianer White Eagle kommer på banen og fortæller meget klogt, at alle følelser eksisterer, og min ked af det hed er med til at styrke min krop…

Hmmm tænker jeg – en del af mig kan godt mærke, at det rigtigt. Alle følelser er vigtige. En anden del af mig skriger og tænker ”styrker min krop min bare…. – det er bare noget du siger, så jeg ikke skal føle mig forkert”.  Jo jo – jeg har dybe snakke med min ikke-fysisk eksisterende indianer.

Pludselig slår det mig – da jeg lavede temaet om NUET på mit onlineforløb, kiggede jeg lidt på Eckhart Tolle. Han siger, hvis man blot registrerer følelsen, man har i NUET, og lader være med at analysere den og prøve at få den til at gå væk, så er den lige så okay, som alle de ”gode” følelser.

Kigger lige tilbage på mine tanker fra morgenstunden.

Hvorfor er jeg ked af det?  Ihhh nu kan jeg ikke få lavet, det jeg har planlagt, fordi jeg ikke kan ”tænke” ordentlig? Jeg var sgu da ikke den skønneste kone og mor i morges.  Jeg må altså lige til at oppe mig lidt. Alle de andre virker altid glade – hvad er der galt med mig?

Lidt opslidende tanker!!!!

Så hvis min tunghed var helt fjong og bare helt almindelig, ville det så være så svært at føle sig ked af det?

Nej – det tror jeg faktisk ikke. Han er sgu snedig nok ham min indianer.

Tænk hvis vi turde være mere i nuet. Bare acceptere at den tunge følelse er lige så fin og vigtig, som energi og glæde.

Tænk hvis vi bare meldte ud til dem omkring. Hey – jeg er lidt tung i dag – og det var lige så normalt som at smile og kaste sig fro og frejdigt over dagens opgaver. Følelsen skulle ikke fikses af en selv eller kollegaen – det skulle bare have lov til være der, fordi den er vigtig.

Jeg får vist et billede fra White Eagle at alle vores følelser er ligesom ingredienser i en suppe. Hvis vi kun vil bruge halvdelen af dem i suppen, så får vi aldrig den lækre suppe, som de fleste af os drømmer om. De “forkerte” følelser forsvinder ALDRIG – de er blot med at give os dybe og visdom,  hvis vi “bare” er med dem uden, at prøve at analysere dem eller få dem til at forsvinde.

Nu vil jeg ære, at jeg har det underligt i dag. Have tillid til at de ting, jeg skal have ordnet – de bliver fikset meget hurtigt, når følelsen af energi og overskud kommer tilbage til mig. Og lige når jeg skriver det, så kommer sætningen: JAAAAMEEEN  – hvad nu hvis det tager lang tid før energien kommer?

Jeg smiler, fordi Jeg kan høre White Eagle sige, den kommer når du slipper tankerne og reglerne om, at livet kun er okay, hvis der er flow, energi og masser af lykkebobler. Du behøver blot mærke alle ingredienserne i din super lækre suppe, så får du masser af power og flow i dit liv.

Ahhh – det vil jeg gøre… TAK…

Jeg ønsker dig den skønneste dag med de følelser, du har oppe og vende i dag.

Marie Cristina

 

 

 

 

1707, 2015

SHIT! Nu med indianer – part 2

IMG_2452

Izabella kigger smilende på mig, og så spørger hun fuldstændig cool – ”Vil han sige noget?”.

Øhhh ja – det tror jeg gerne han vil. Det er godt nok svært for mig at finde ordene. Jeg kan mærke, at jeg er blevet  usikker – tænk hvis jeg siger noget forkert.

Hvad nu hvis jeg tolker hans ”tanke-billede-følelses-mønstre” forkert. Det er forskelligt, hvordan man laver clairvoyance/kanaliserer. Nogle hører ord/sætninger, andre ser billeder og nogle får forskellige følelser, som de tolker, (der er sikkert også andre varianter). Jeg får billeder og følelser, som jeg tolker, så det forhåbentlig giver mening for modtageren. Det kan være MEGA grænseoverskridende, og det kræver enormt meget tillid bare at sige det, der kommer til en.

Nå, tilbage til White Eagle. Jeg hakker og stammer noget i det – og da der endelig kommer noget ud af min mund, så lyder det nogenlunde sådan her. “HEJ – jeg er kommet for at hjælpe jer med at lave jeres kursusforløb for selvstændige….” WHAT THE F… !!!!!! En indianer, der skal tale om business – YEAH RIGHT – det lyder sørme som en super idé. Den må jeg sgu da ha’ tolket helt galt.

Mine tanker løber løbsk igen. ”JA GODT SÅ – dét er der SLET IKKE nogen mennesker, der vil synes er underligt.” Min livslange følgesvend ”Jeg-vil-helst-gøre-alle-glade-og-ikke-falde-for-meget-udenfor” raser rundt i kroppen på mig. Den tror jeg aldrig, jeg slippe den helt – bare når jeg sidder og skriver nu – så popper dens urolige følelse op i min mave.

Jeg har heldigvis oplevet, at der er nogle dejlige mennesker, der gerne vil høre, hvad jeg har at sige – så jeg øver mig i, at jeg sagtens kan sige det højt, der føles rigtigt for mig.

Men føles en indianer rigtigt?????. Arghh – er det ikke lige at drive det lidt for vidt??? Måske skulle jeg bare lade, som om det ikke var sket. Den anden del af mig, der mærker White Eagles visdom og ro, er bare helt oppe at køre, og nærmest danser (en meget sjov dans) samtidig med hun råber “Wiiiihuuuuu – du er bare for sej – hold kæft det er for fedt det her”.

Tal lige om at være splittet…

På vej hjem ringede jeg til en af mine veninder. Helt ør i bolden  – “Nu skal du høre, jeg har sgu lige haft en kæmpe stor indianer-fætter siddende inde i mig – hvad fanden sker der lige???”. Hun var selvfølgelig helt cool og sagde bare, ”ja selvfølgelig har du da det”. Lise har været åben for “den slags ting” i rigtig mange år. Hun har præsenteret mig for flere fantastisk spirituelle “guruer”. Vi kan få timer til at gå,  hvor vi nørder rundt i de Universelle love over telefonen. Jeg elsker de snakke.

På en eller anden måde så tror jeg, vi alle har kontakt med vores egen indianer, gudinde, alf, engel eller WHAT EVER. Jeg synes, det er rimelig blæret. Elsker følelsen af, at vi har adgang til store kræfter, der kan hjælpe og støtte os.

Kommer lige tilbage til “virkeligheden”… Øhhh, hvordan deler jeg lige denne her oplevelse med min meget dejlige og rummelig mand, der dog ikke er helt er ramt af bølgen med engle, indianerne, spådomme etc. (hvilket jeg godt kan forstå).

Måske noget i retning af “Hej skat – Jaaaa, så sad jeg lige hjemme hos Izabella – OG lige pludselig så kom denne her store indianer ind i mig – han er helt fantastisk og jeg tror virkelig, at vi kan få et godt samarbejde”.

Arghhh – måske skal jeg lige vente lidt, inden jeg siger noget…

1307, 2015

SHIT! Nu med indianer – part 1

IMG_2452

Det er en helt almindelig torsdag eftermiddag. Izabella hjælper mig med at åbne mit hjerte. Øøøh ja – jeg ved ikke helt, hvad det er hun gør, men jeg har fuld tillid til hende. Hun kan noget helt særligt.

Det er mega cool og urtet, og svært at forstå, men det er vildt fedt. Jeg er blevet meget bedre til ikke at analysere alting i mit hoved, men bare acceptere at der er så meget, vi mennesker ikke kan forstå.

Inden vi gik i gang, kaldte hun blandt andet på “White Eagle”. En indianer, jeg hørte om i foråret på et ”star-trek” kursus, som min veninde døbte kurset, da jeg prøvede at forklare hende, at kurset handlede om at komme ud i  dimensionerne. Ja, jeg forstod det på ingen måde selv, da jeg købte billetten, men jeg MÅTTE bare med.

På en eller anden måde, så bliver jeg bare kaldet mere og mere til den spirituelle verden. Mig, der før i tiden var meget skeptisk, når jeg hørte om universet og “den slags”.

Det er først inden for de sidste 6-7 år, at den verden har ”fundet” mig, eller også er det omvendt.

Kan huske, jeg havde en veninde, der altid talte om universet og jeg tænkte dengang – “bliv nu bare her nede på jorden. Det er jo her, du lever for fanden”. Men nu kan jeg mærke, at hun havde fat i noget meget essentielt og rigtigt (i hvert fald for mig).

Min passion er, at vi hver især finder vores egen sandhed, så jeg deler ikke det her, fordi jeg ønsker at du skal tro på det samme som mig, men bare for at fortælle min historie om at gå fra multi-materiel og anti-natur kvinde (kan jeg til tider stadig være), til en kvinde, der taler med Vise Mænd og nu også en mega cool indianer.

Hvor weird er det egentlig lige? Eller er det mega sejt?

Eller er det bare noget, jeg finder på?

Det sidste spørgsmål stiller jeg ofte mig selv, når svarene bare flyder ud af mig, mens jeg kanaliserer.

Jeg har altid været, og er stadig bange for, hvad andre siger om mig. Men en del af mig ved heldigvis godt, at SÅ interessant er jeg nok heller ikke… Også selvom jeg nu deler mit liv med en stendød indianer – “søn af alt der gror, vand og ild og jord”. Svært ikke at tænke på den sang, når jeg skriver om ham 🙂

Nå, tilbage til stuen hos Izabella. Da hun er ved at være færdig med at udøve hendes “magi” – bliver jeg pludselig helt tung i min krop. Jeg føler en ro indeni, jeg aldrig har følt før, og jeg fremstammer til Izabella.

“Jeg tror, at White Eagle sidder inde i mig LIGE NU.”

Jeg har kanaliseret før, så jeg var ikke bange, men mere forundret over den tunghed og kolossale ro, jeg følte inde i min krop. Alt imens jeg føler denne her fantastiske ro – går mit hoved igang. Mine tanker skriger “FUUUUUCK – skal jeg nu også kanalisere en INDIANER.

Shit – pis – lort, jeg ANER jo ikke en skid, om deres måde at leve på. Er du ikke gået galt i byen kære indianermand, tænker jeg – måske skulle du lige have gjort dit “hmmm-hvilket-menneske-skal-jeg-mon-vælge-arbejde” lidt grundigere….

 

2005, 2015

Lines ærlige historie om at gå fra indre kaos til ro

foto (10)

Kære du…

Jeg vil gerne fortælle dig om min oplevelse med Marie Cristina, hendes mænd og mærkelige kort….

Det er noget af en fortælling, så jeg håber du læser med helt til slut.

Jeg har altid været en nysgerrig og søgende sjæl, har prøvet mangt og meget indenfor både det alternative og lægevidenskaben, for at finde ”hjem”, finde ro og blive lykkelig… finde den blå pille jeg kunne tage, og vupti så ville jeg blive slank, økonomisk stabil, glad og være i et herligt lækkert parforhold…

Egentlig har jeg jo haft det godt, dog har jeg kørt meget med skyklapper for øjnene og bar der’u’af – egentlig var de der også når det ikke gik så godt, egentlig var de der efterhånden hele tiden og jeg stoppede med at mærke min krop og sjæl, så kun fremad, levede i tankerne i fremtiden. ”når jeg har tabt mig så og så meget, så bliver jeg lykkelig”, ”når jeg har tjent så og så meget, så bliver jeg lykkelig”, ”når jeg xx, eller xx, eller xx, så bliver mit parforhold perfekt og jeg bliver lykkelig”. Jeg mistede føling med mig selv og mine venner, familie og kæreste omkring mig.

Det er, som du måske ved og kan genkende, enormt anstrengende at leve sådan, og en dag gik realiteterne brutalt op for mig. Jeg kunne ikke bøje mig ned og tage strømper og sko på, min balance var helt væk, plus der var noget fysisk i vejen?!?! Min mave var i vejen, men den havde da ikke været så stor før? Jeg gruer vægten og går egentlig ikke på den, men det måtte jeg jo så den morgen, og indså at jeg havde taget 15kg. på, på knap 6 mdr. For nogen er dette måske ikke så barsk en realitet, men vægt for mig har altid været barsk og hvordan fanden undgår man at mærke og se at man har taget 15 kilo på?!?!?

Jeg havde igennem længere tid fulgt Marie Cristina og hendes updates på facebook, en af mine veninder kendte hende og havde nævnt hende. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tror jeg følte en dybere ”connection” med hende, og derfor den dag på jobbet, med brutaliteten i baghovedet, gik jeg udenfor, tog en smøg og ringede til hende.

Jeg husker ikke meget fra den samtale, andet end at jeg kæderøg under det hele, gik i fast rutefart rundt i parkeringskælderen og bare krydsede fingre og håbede stærkt på at dette var én der kunne hjælpe mig. Længere henne i samtale husker jeg, at jeg tænkte, her er en der ved hvordan jeg har det? Her er en der kan hjælpe og vise mig en vej ud af mørket? Det var utroligt skræmmende og befriende på samme tid.

Jeg mener vores første samtale var september 2014 sidste år, vi har nu april 2015 og jeg har talt med Marie Cristina, ca én gang om mdr. plus de enkelte ”SOS jeg dør” mails…

Jeg kan ikke begynde at finde ordende for, hvad Marie Cristina har betydet for mig, hun vil nok sige at jeg har gjort det hele selv, men det er bare ikke rigtigt! Ved hver samtale, ved hvert dilemma, ved hver opgivende og modløse udfordring, har hun ændret mit syn på det område jeg kæmpede med, givet mig kærlige klap, humor når det var tiltrængt, værktøjer og mantra til at arbejde med og komme videre, og lige så stille, skridt for skridt, dag for dag, er jeg blevet bedre, er jeg nærmere mig selv og den glade og humørfyldte person jeg er og gerne vil være.

Marie Cristina satte vores samarbejde og process op som et ”selv-studie”, en fantastisk ting, for jeg gik fra at tro, at det var udenoms ting jeg skulle ændre, min vægt, mit job, min kæreste, mine forældre (opvækst)?!? etc. Men Marie Cristina fik det vendt til at handle om, at jeg skulle ændre nogle ting indeni mig, at jeg ikke var forkert, og jeg skulle acceptere tingenes tilstand som de var nu og arbejde mig videre derfra…

Det gav en helt enorm ro, en ro jeg ikke har følt i mange år, og jeg var lettet! Jeg skulle ikke til at gå på en sindssyg kur, ud og søge andet job som jeg i øvrigt ikke vidste hvad skulle være, eller skifte min kæreste ud igennem 14 år. Pheeew, sikke et arbejde jeg der blev fri for….

Eller.. det skal siges mit selv-studie har også været hårdt, jeg har skulle springe langt ud af min komfort-zone og virkelig virkelig VIRKELIG mærke efter, hvad der er godt for mig. Og for en evig PLEASER er det meget hårdt at skulle sige nej tak… og da jeg gjorde det første gang, havde jeg en knude i brystet, en klump i halsen og en masse comfort food i nærheden…

Men jeg har sprunget mange gange nu og har en helt anden tro på mig selv, en sikkerhed og ro i mig selv, som jeg tror er det,  man normalt vil kalde et stærkt og styrket selvværd (yaiiiii)

Lige så stille har Marie Cristina, hendes mæn’er og mærkelige tarot kort, vist mig vejen, fulgt mig tæt de steder hvor der var forhindringer og jeg havde brug for en hånd at holde og i det hele taget lige så stille bragt mig ind i lyset. Jeg lever stadig tit i mit hoved, men jeg har kroppen med mange af gangene. Jeg mærker efter nu og har ro på øverste etage, jeg beskæftiger mig oftest kun med tanker som jeg ønsker… Hvis det sker at hovedet brager sammen og jeg ryger tilbage, så accepterer jeg det, og bruger mit mantra ”ro og tillid”. Jeg er ikke forkert, jeg er lige der hvor jeg skal være.

Der vil blive mange fuck’ups i fremtiden, men jeg kan se hvad jeg selv kan ændre ved at have ro og tillid til mig selv. Mit parforhold har aldrig været bedre, jeg er lykkelig i det. Min vægt er lige så stille nedadgående og jeg mærker at jeg opsøger aktivt at blive sundere både mht. mad og motion, det føles godt og ikke som et pres. Min økonomi var fuldstændig ukontrollerbar og jeg havde et stort overtræk, det er jeg lige så stille ved at få styr på og jeg har ro i maven når jeg tjekker min bank konto. Jeg har fået et nyt job, som er rigtigt for mig nu og her, og jeg ved at når jeg er klar til det, så rykker jeg videre.

Jeg har sagt nej til en masse ting, meldt mig ud af netværk og foreninger, som egentlig bare tog min energi og ikke gav mig noget positivt og det er befriende…

Jeg håber at hvis du har læst med så langt, og du kan se bare et par få ligheder, at du giver dig selv den chance at ringe til Marie Cristina, bare tag en snak, mærk efter og føl om hun er noget for dig. Hun ER noget for mig, rigtig meget endda, hver dag!.

Med mange hilsner, fra en der altid vil lave fuck’ups!

2802, 2015

Ét bud på hvad vi kan gøre for at mindske risikoen for terror

Jeg har længe haft lyst til at kanalisere et indlæg fra De Vise Mænd omkring de seneste terrorhandlinger. Her får du deres bud på, hvordan de mener, at vi kan mindske risikoen for fremtidige angreb. Dette er én sandhed – jeg håber, at I vil mærke efter og finde Jeres egen.

“Den terror der er foregået i sidste 2 måneder, har været på alles læber. Opmærksomheden specielt fra medierne har været kolossal. Set med vores ”briller”, så er disse terrorhandlinger blevet blæst ud af proportioner. Vi kan og vil på ingen måde anerkende handlingerne, men vi stiller spørgsmålstegn ved Jeres fokus på begivenhederne.

I flg. de universelle love så vokser det, som I fokuserer på. Frygt – avler frygt. Had og negativitet avler mere had og negativitet, og det er bare sådan, det er. Så når I har fokus på hvor forfærdeligt det er, og hvad der skal ske i fremtiden, så vokser frygten og muligheden for kommende terrorangreb.

Så i stedet for at kun at have fokus på de forfærdelige handlinger, så mener vi, at I kan komme styrket ud på den anden side ved at have fokus på; hvor er vi nu og hvordan kan vi støtte og hjælpe i samlet flok i fremtiden.

Vi er godt klar over, at mange af Jer vil blive provokeret at disse ord, men der en grund til at ingen virkelige store ledere har erklæret krig eller had mod andre. Den kloge moder Theresa, der så meget lidelse i sit liv, har altid sagt nej til at demonstrere imod krig – men ville hjertens gerne komme, hvis demonstrationen var for fred. Det vi bekriger og bekæmper, det vokser. Så hvis I er bange for et nyt terrorangreb, så brug støtte, kærlighed og tillid til at ”bekæmpe” med.

Der har altid været ”terrorister” og mennesker, som har begået umenneskelige handlinger overfor andre mennesker. Hvis I kigger tilbage i historien, så har der altid været en masse nytteløse drab på uskyldige mennesker.

Så forskellen lige nu er intet andet end en mediebevågenhed, der simpelthen sluger Jer ind i en frygt for, hvornår det næste angreb finder sted. Der bliver delt skyld og skam ud efter godt befindende. Der er ”rigtigt og forkert”, og alle SKAL have en holdning til de forfærdeligheder, der sker.

Som vi ser det, så bruger mange af Jer utrolig meget energi på at tale om, hvor forfærdeligt det hele er, og hvordan nogle mennesker kan være SÅ onde og forfærdelige. Vi vil gerne sige med det samme, at vi føler med de efterladte mennesker, og vi siger på ingen måde, at det er okay. MEN der er mange tusinde mennesker, der dør ganske uskyldigt i trafikken hver eneste dag. Alligevel køber I flere og flere biler og kører stærkere og stærkere. Fokus på dette er noget mindre, da det ikke ”sælger” – det interesser Jer ganske enkelt ikke på samme måde.

Så hvordan kan I gøre Jeres del til at mindske terror?

Untitled design

 

Det kan I ved at fokusere mindre på handlingerne og mulighederne for fremtidige angreb. Start i stedet med at støtte op om Jeres medmennesker, sorte, hvide, gule og røde. Anerkend at I alle har forskellige trosretninger – det er nemlig hele pointen ved livet.

Når mennesker er forskellige, så kan I netop mærke, hvad der føles rigtig for Jer, og hvad der ikke føles rigtigt. Det er slet ikke meningen, at I skal mene det samme, for så ryger Jeres udvikling, og evolutionen går i stå. Så I gør Jeres verden stærkere ved lige netop Jeres forskelligheder.

Vi ved godt, at det kan være rigtig svært. Og for nogle kan det måske nogle gange være nemmere, at have fokus på det, der sker omkring Jer i stedet for at deale med Jeres eget liv.

Men hvis I vil gøre en forskel i verden, og det tror vi, at I vil, så lad være have Jeres fokus på noget, I ikke kan gøre noget ved. Start i stedet med at leve Jeres liv, som I ønsker at leve. Det giver mere overskud, rummelighed og ikke mindst kærlighed, der kan brede sig som ringe i vandet. Vi ønsker, at I hjælper hinanden, i stedet for at dømme hinanden, så kan energien i verden skifte fra frygt til kærlighed.

I behøver på ingen måde at elske eller ignorere disse forfærdelige handlinger, men i stedet for at hade og fordømme, så ønsker vi for Jer, at I vil se fremad med støttende og hjælpsomme øjne. Når I lever i tillid og accept af nuet, så er det, I gør verden til et mere sikkert sted at være.

I ved aldrig, hvornår I skal forlade Jeres jordiske liv, så få det bedste ud af det. Derfor hjælp Jer selv ved at have fokus på alt gode, der også er omkring Jer. Lys med Jeres smukke sjæle i stedet for skælde ud og fordømme. I har brug for at finde tillid til livet, verden og universet. Tro på det bedste i livet i stedet for at gå med frygten. Frygten gør Jeres ufordringer større, og det tror vi ikke på, at der er nogen af Jer, der ønsker.

Vi siger ikke, at I ikke må føle frygt – men hvis I ønsker at komme ud af frygten, så er vejen tillid og kærlighed til at alt ting er okay, som de er lige NU. Og I bund og grund så har ingen af Jer nogen idé om, hvad der sker i morgen. Chancerne for at det er noget godt er lige så stor, som at det er noget skidt. Så hvorfor ikke gå med tillid til det gode.

I stor kærlighed og respekt til Jer alle. Vi ønsker Jer hen til tillid i stedet for hævn og kamp.

Marie Cristina & De Vise Mænd

 

 

 

1812, 2014

Det er ikke tilsætningsstoffer og kulhydrater, der er farlige – det er frygten.

1435465_15153066

Det er ikke pesticider, parasitter, tilsætningsstoffer eller kulhydrater, der gør jer syge og overvægtige – det er jeres frygt!

Der er hele tiden noget nyt, som I ikke må gøre, spise eller drikke. I er ved at skabe et samfund, hvor regler og forbud bliver flere og flere. De fleste af jer kan slet ikke følge med, og hver gang I åbner facebook eller ser nyheder, så får I dårlig samvittighed over, at I ikke gør det ”rigtige”.

Mad og motion er de emner, som mange af jer er berørt af. Og der kommer hele tiden ny forskning. Vi siger bare, at det, som I har gang i lige nu og som er det nye sort, det bliver helt sikkert dømt ude om nogle år. Hvis I kigger tilbage, så har det altid været sådan.

Vores råd til jer er: Slap nu af og nyd nuet lige nu. Det KAN I ikke, når I hele tiden skal tænke på næste måltid, næste gang I skal ud og motionere. Og hvis I ikke ORKER det, så kan I sgu ikke engang nyde at ligge på sofaen.

Jeres skønneste men også ”værste” tid er over jer. Julen, hvor I skal hygge jer med jeres familier og børn. Mens I sidder og spiser alt julemaden, så går jeres tanker hen på slankekuren, som starter 1. januar. Og har I prøvet det før – øhhh ja. Har det virket – øhhh nej. Nu skal vi selvfølgelig ikke skære alle over en kam, men vi er sikre på, at de fleste af jer kan nikke genkendende til det, vi siger.

Spis nu jeres julemad – nyd nu jeres ferie uden at stresse rundt.

Som jeres sjæl allerede ved, så er det ikke sukkeret, fedtet, pesticiderne og så videre, som gør jer overvægtige, syge og stressede. Det er fordi, I hele tiden vil være et andet sted, end I er lige nu, og fordi I er bange.

Bange for ikke at være succesfulde nok. Bange for ikke at være tynde nok. Bange for ikke at være dygtige nok – søde nok – hjælpsomme nok – energiske nok – smukke nok. Ja, vi kunne blive ved.

I har skabt et samfund, hvor I jagter de ydre omstændigheder mere end de indre. Den perfekte kæreste, krop, job, bolig osv. I skal også leve det perfekte liv, hvor I altid skal være glade og lykkelige og sunde.

Men alle de ovennævnte omstændigheder indfinder sig først, når I er til stede lige der, hvor I er. Hvor I lytter nærværende til jer selv eller andre.

Der hvor I stopper med at tænke på alt det, som I skal nå, eller som I brændende ønsker jer. Når I tør være i nuet, også selvom det ikke er så rart at være i.

Når I tør mærke jer selv og give jer tid og rum til at være med det, som der er. Så lever I et lykkeligt liv. Når I kan det, så ved I, hvad I har lyst til at spise og ikke at spise – uden frygt. Så får I overskud til at passe på jer selv og hinanden både i form af motion og sunde valg for verden i forhold til miljø.

Men hvis I hele tiden er bagud, fordi I SKAL købe økologisk og ingen E numre, og redde ti hvaler og fem sultne børn, så hjælper I, i virkeligheden ingen. Fordi de bæredygtige valg, de valg som gør, at verden bliver et sund og godt sted at være – de kommer indefra. Inde fra JER og ikke fordi alle eksperterne nu mener, at det er det eneste rigtige.

Når I kommer derind, så kommer overskuddet til at rumme jer selv og andre – det påvirker, hvordan I taler til jer selv og hinanden. Når I får mere ro på det, så kommer der færre konflikter og I forstår, at jeres forskelligheder kan styrke verden. I skal ikke mene og gøre det samme. TVÆRTIMOD. Når I rummer jer selv og hinanden, så begynder jeres valg omkring mad og motion at være i overensstemmelse med, hvad jeres krop har brug for, og det er ikke motion, hvis kroppen skriger på pause.

Når I tør være i nuet falder jeres celler til ro, og så kan de stille og rolig udskifte de syge og trætte med nogle raske og friske.

Vi ved godt, at det ikke er nemt at føre ud i livet. Netop fordi I lever i en verden med regler og frygt.

Derfor vil vi give jer 5 rettesnore med på vejen, og så er det jeres job at mærke om det føles godt eller skidt.

  • Sæt tid af til planlægning – så du kan holde fri i dine tanker resten af døgnet og være til stede i dig selv i det meste af dagen.
  • Prøv at fjerne alle regler om mad og motion bare en dag eller to og mærk efter, hvad du har lyst til at spise, og hvordan du har lyst til at bevæge dig. Øv dig i at lytte til din krop.
  • Lyt til dig selv – mærk hvilke følelser du har lige nu og lad være med at prøve at fjerne dem, bare fordi de ikke er positive og glade.
  • Vær udenfor mindst 1 gang om dagen – det giver energi og kraft til cellerne.
  • Og så husk på at frygten tager pladsen fra tilliden. Så når du frygter noget, så er det fordi du ikke har tillid til dig selv.

Og så det sundeste råd vi kan overhovedet kan give jer. Grin nu af livet. Ha’ det sjovt. I kan gøre alle de ”rigtige” ting, men hvis I ikke har det sjovt og griner, så kan det være fuldstændig ligegyldigt.

Vi ønsker jer en fuldstændig fantastisk jul med tusindvis af nærværende stunder, som giver ro, og overskud til dig og dem du holder af.

Marie Cristina & De Vise Mænd

 

911, 2014

Av av av – der blev jeg lige sendt tilbage på skolebænken

Puha – jeg fik en besked på messenger i går af en, som lige ville bede mig om at læse mine opdateringer igennem, fordi der er mange fejl. Jeg er slet ikke i tvivl om, at beskeden var ment som en hjælp – meeen følelsen i mig, var en helt anden.

Kender du det – når man får en besked, som sender stød igennem hele kroppen. Kinderne bliver helt varme og hjertet banker så højt, at man tror, at personen ved siden af har brug for at holde sig for ørerne.

Det ramte lige ind et af mine bløde punkter. Jeg røg direkte tilbage på skolebænken, hvor jeg ofte fik en uigenkendelig stil tilbage, fordi den var fyldt med røde streger. Jeg får næsten tårer i øjnene bare af at tænke på det. Selvom karakteren var ok, så var det altid en følelse af, at det store stykke arbejde, som jeg havde lagt i stilen, var lige meget. Jeg var bare dum og kunne ikke skrive.

Jeg har altid godt kunne lide at skrive men har været meget flov over, at jeg laver så mange slåfejl, og at jeg glemmer så mange ord. Og det værste er, at jeg ikke selv kan se alle mine fejl. Så selvom jeg læser korrektur på mine opdateringer flere gange, så er det ikke alle fejl, jeg fanger.

Så jeg er lige nu røget i følelsen af at være SÅ dum og forkert. Min indre dommer går amok og dømmer mig ude BIG TIME. Og min følelse er, at jeg ikke kan skrive flere opdateringer, fordi jeg ikke selv kan finde mine fejl. Når jeg skriver blogindlæg og ting til min hjemmeside, så får jeg min veninde til at læse korrektur – men mine opdateringer, de bliver skrevet, når budskaberne kommer, og det vil stoppe flowet, hvis det lige skal igennem korrekturlæsning.

Jeg kan næsten mærke, hvordan alle elever har det, når de får deres afleveringer tilbage fyldt med røde streger. JEG ER DUM!!!! Jeg duer ikke til noget.

Jeg er sikker på, at jeg kommer til at skrive mange opdates endnu, fordi jeg kan mærke alt den glæde, som de spreder – men jeg skal lige have tilliden til, at det vigtigste er mine budskaber og energien bag, og ikke om jeg har laver fejl.

Ja igen sparker mine ord på hjemmesiden mig lige i røven… GULDET ligger i det uperfekte. Kan være den snart skal laves om (ha ha), fordi jeg har svært ved at rumme følelsen af, at jeg er god nok, selvom jeg laver fejl.

Hvis du kan genkende mine følelser på den ene eller anden måde, så vil jeg anbefale, at du anerkender dem og går med dem i stedet for at lade dem holde dig tilbage. Om det handler om at skrive, udføre en god idé eller bare sig din ærlige mening, så gå efter hjertet og lad ikke frygten eller følelsen af ikke at kunne noget vinde over dig.

Marie Cristina

 

910, 2014

Tiltrækker negative tanker negative oplevelser i vores liv? NEJ.

Der er efter vores opfattelse sket en misforståelse i forhold til positiv tænkning. Det skulle i stedet for have heddet positiv føling.

I vil altid have negative tanker pga. jeres erfaringer – jeres ”rygsæk”. Det er der slet ikke noget galt med. Det ville faktisk være en umulig opgave for jer kun at gå rundt og tænke, at alt er godt – og der er slet ikke noget, som jeg er bekymret for i mit liv.

Hvis I render rundt og leger at ALL IS WELL på den overfladiske måde, og hver gang I får en negativ tanke, så lukker I øjnene og synger LALALALA, så I slet ikke kan høre noget. Så har I gang i det største ignoreringstrip overfor jer selv. Selvbedrag.

I må gerne være bange, bekymrede, sure, irriterede og vrede. Det handler om, hvordan I føler omkring det at have de følelser.

Hvis I føler, at de er forkerte, farlige (fordi de tiltrækker negativitet) eller bare pisse irriterende, så bliver det en ond cirkel, og det kan være med til at tiltrække de ”dårlige” oplevelser i jeres liv.

Som eks. hvis I leder efter drømmejobbet eller drømmepartneren, så har mange af jer hørt, at I bare skal forstille jer det I ønsker jer, og så kommer det.

Det er også rigtigt, MEN hvis I i den proces ignorerer tvivlen og angsten for at det aldrig sker, så er I ikke alignet med jer selv. Så lytter I ikke til jer selv. Så tager I jer ikke af de ”børn” inden i jer, som ikke tror på det crap – de erfaringer for fortæller jer, at det sker sgu da aldrig, fordi jeg er ikke sådan en, som har det. Eller hvilke erfaringer i nu har…

Men hvis I derimod lytter til jeres følelser og forstår dem. Og vigtigst af alt accepterer dem, fordi de er en del af jer, så kan de få lov til at højne jeres følelse – jeres frekvens, og så er I, i raketfart på vej hen imod jeres ønske.

Vi siger ikke, at I så skal rende rundt og være negative hele tiden – på ingen måde. Men I skal give jer selv lov til at tvivle og være bange. Måske har I brug for, at sige det højt til en I holder af. Det bringer jer tættere på jer selv og derfor også jeres ønsker.

10551126_10204011509142602_4809144073746382568_n

I har sikkert oplevet at nogle ønsker let går i opfyldelse, og hvis I mærker en tvivl, så kan I hurtigt fjerne den. Det er de ønsker, som ikke betyder så meget for jer. Men de ønsker som har stor betydning i jeres liv – der er følelserne større, og derfor er det vigtigt, at I tager jer af alle følelserne, så I kan rumme hele jer.

Og når I rummer og accepterer hele jer – når I er okay med alle de følelser, som I har. Så kommer ønskerne og drømme flydende til jer.

Men husk på, hvis I prøver at rumme jer selv, fordi I ønsker at få noget retur, så virker det ikke. Vær kærlige ved jer selv – fordi det er det, livet går ud på. Fordi det har I fortjent, og ikke fordi I kan få et bedre job.

Marie Cristina & De Vise Mænd

707, 2014

Vrede – øhh hvordan dealer jeg lige med det.

Jeg havde en soul body fusion session med Isabelle Bruun forleden. En skøn kvinde, som jeg varmt kan anbefale. Du kan læse mere om hende her. Under sessionen kan jeg pludselig mærke, at jeg bliver vildt irriteret over det, hun siger. Jeg siger pænt, at det har jeg prøvet, og at det duer ikke for mig, og så siger hun lige så stille ”Må du gerne blive vred Cristina?”

Øhhh – nej det tror jeg egentlig ikke jeg må. Pis og lort, der vil helst ikke hen. Nu er det ikke sådan, så jeg altid er i sådan en humørbombe, som KUN spreder glæde og lys der, hvor jeg går. Jeg bliver vred, men jeg får det ikke ud. Jeg lukker det inde i mig selv, og så laver jeg den berømte hønserøv – som er mega belastende både for mig og mine omgivelser. Hvad er der galt Cristina?  ”IKK’ NOGET?”

Jeg er mega bange for, hvis jeg bliver vred og siger det højt, så bliver jeg forladt. Det er aldrig sket, men følelsen sidder nærmest i mit DNA. Jeg tør ikke rigtig mærke den vrede, jeg har i min krop, fordi tænk hvis jeg nu kommer til at skrige hovedet af min familie eller en sød telefonsælger, som bare ville sige ”Hej Cristina – jeg hedder Phillip, er du interesseret i et godt tilbud”.

Jeg VED godt, at vrede er en følelse, som har brug for lige så meget plads som glæde og kærlighed, da der i vrede ligger drivkraft og seksualitet. I vrede ligger evnen til at sige fra. Ikke nødvendigvis at råbe og skrige, men bare sige NEJ fandeme nej – det her vil jeg ikke være med til – mine grænser bliver overskredet. Men har sgu mest lyst til at springe den del over.

Jeg er godt nok utryg ved at mærke min egen vrede. Det er ukendt territorium for mig, selvom jeg jo har oplevet den på mit arbejde i forhold til eleverne, hvis de har overtrådt regler og grænser. Men det har føles mere legalt, fordi det kan være en kultur, at man skal være streng (men kærlig) når man arbejder med børn.

Jeg håber, at jeg kan finde en balanceret måde at mærke min vrede/irritation på. At jeg ikke kommer til at rende rundt og skrige af folk, så de får spyt i hovedet og tilbagestrøget hår. Men at jeg i stedet mærker, her gider jeg ikke være med mere – slut prut. Sige nej tak, hvis jeg føler mig ”kørt over”. Men det er godt nok svært for mig.

Jeg tror, at sydeuropæerne har fat i den lange ende. De råber og skriger, når de bliver sure, og kort tid efter så griner de. Ja ligesom små børn. Det er jo bare en følelse, som skal ud af systemet. Og det handler jo aldrig om de andre, men en følelse af utilstrækkelighed i en selv.

Det er som om, at vi nordeuropæerne har lært, at det er ikke okay at vise alle vores følelser – dvs. reelt ikke vise, hvem vi er.

Nå, jeg vil prøve at hilse følelsen velkommen, selvom jeg hellere ville brænde den på bålet 😉

IMG_0909

 

 

 

1605, 2014

Lad os lukke op i stedet for ned

Jeg har lige siddet og kanaliseret et svar til endnu et smukt menneske. Og det går mere og mere op for mig i mit elskede arbejde med De Vise Mænd, hvor meget vi lukker ned for os selv i løbet af barndommen, ungdommen og vores spæde voksenliv.

Hvor meget vi går på kompromis for at passe ind i familien, skolen – ja alle vegne.

Jeg kan godt tænke, det er da forfærdeligt, fordi jeg kan mærke/se menneskers fulde potentiale og samtidig se, hvor lidt de bruger af det. Men samtidig mærker jeg, det er helt som det skal være. Det er nemlig en naturlig proces i livet.

For at beskrive det helt (måske lidt langhåret for nogle) så vælger vi at lære nogle ting, hver gang vi træder ned i en fysisk krop. Og for at lære noget, så bliver vi nød til at lære det modsatte først. Fordi hvis vi bare kom herned og det hele spillede max, så ville vi jo ikke lære noget.

Jeg plejer at få eksemplet, at vi aldrig ville nyde vores sommeraftener i Danmark, som vi gør, hvis ikke vi havde de mørke vinterdage.  Vi kan først mærke, hvad vi rigtig gerne vil have, når vi har prøvet det, som vi ikke vil have.

Så det budskab som jeg har givet videre i dag – er at blive opmærksom på, at det eneste hun har gjort er ”bare” at lukke ned, for den hun i virkeligheden er. Og når vi får bevidsthed på dét og den rejse, som vi er på i vores livet, så kan vi begynde at folde os ud.

Jeg er først ved at opdage min egen rejse og det føles sprudlende, forventningsfuldt, sjovt, spændende og ikke mindst mega skræmmende. Men første skridt er at vide, at vi altid lukker for en del af os selv. Og vores manglende tro på egne evner og værd er en stor løgnhistorie, fordi vi er alle unikke og fantastiske, som vi er.

Jeg har bare lyst til at råbe HURRA for os alle sammen. Vi sidder sgu lige i skabet, selvom vi fumler rundt i det <3

Stor kærlighed til os alle sammen og alt det, som vi TROR vi ikke kan finde ud af…

Cristina

 

 

705, 2014

Åh den niver stadig

Jeg vil gerne dele en mindre rar erfaring, som jeg gjorde mig i går. Desværre gik den mest ud over min yngste søn, hvilket gør det meget sårbart at dele, men alligevel synes jeg, der er en vigtig læring i det.

Jeg kører min søn Joachim til noget ekstra fodboldtræning 70 km fra, hvor vi bor 2 gange om ugen.

I går havde jeg så været så smart at booke en session, mens jeg sad deroppe og ventede. Sessionen foregik i Loungen på et hotel, der er i forbindelse med det stadion, hvor min søn træner.

Lige inden han går ud af bildøren, var jeg ved at sige til ham. ”Jeg sidder ovre på hotellet i dag, i stedet for ved svømmehallen, som jeg plejer”, men jeg overhører det, da jeg lige taler i telefon. Snøft…

Under sessionen tjekker jeg min telefon flere gange, da jeg fornemmer, at der er noget træning, som er aflyst. Det skal lige siges, at min søn ikke har sin egen telefon med, men jeg fornemmede, at han ville ringe fra et andet nummer. Jeg overhører budskabet om lige at gå ud og se, om det er, som det plejer. Tror jeg spiller kortet som hedder pyldermor – og spild af tid i mit hoved.

Jeg havde en super fed session. Og jeg er super glad i ca. 1 min. indtil jeg finder ud af, at min søn har stået ved siden af bilen i over en time, da træning nr. 2 var blevet aflyst.

Jeg fik stød i hele kroppen, og jeg havde det så dårligt… Fuck fuck fuck fuck – kender du den ”sang” i dit hoved? Den kan ofte kører i mit, når jeg ikke lytter til mig selv. Han var selvfølgelig ked af det, og han satte sig på bagsædet, så jeg ikke kunne ”nå” ham.

Puha – den sved virkelig helt ind i den klamme del af hjertet, som skriger DÅRLIG MOR – ELLER NOK MERE DU-BURDE-IKKE-FÅ-BØRN-MOR.

Jeg har fået talt med ham og fortalt, hvor ked af det, jeg er, og hvor flov jeg er. Og vi har talt om, hvordan vi kan hjælpe hinanden, så det ikke sker igen.

Jeg har stadig ikke tilgivet mig selv endnu. Tror lige der går noget tid, da det stadig sidder i min krop. Så jeg kan ikke give dig opskriften på, hvordan man kan få den følelse til at forsvinde. Men jeg har virkelig mærket, at NU vil jeg så gerne lytte efter.

Og som jeg har hørt 1000 gange fra De Vise Mænd. Så ”taler” universet til hos hele tiden, men vi lytter sjældent efter, fordi vi er så vant til at annullere vores følelser og indskydelser.

Jeg er glad for, at mine ”beskeder” kommer så tydeligt igennem til mig. Det har jeg, da fundet ud af efter den episode. Men jeg er godt nok tudefærdig over, at min søn skulle være stand-in til den læring.

Jeg tænker på, hvordan vi kan støtte os selv og hinanden i, at blive bedre til at lytte efter?

I stor kærlighed til alle uperfekthederne…

Cristina

 

1803, 2014

Lækker uperfekt

I øjeblikket lytter jeg til Janet Attwoods 21 dages kærlighedsmeditation og forleden dag lød dagens mantra sådan her:

”I LOVE INTIMACY – Into me – you see.”

For fanden da, det var faktisk først der, jeg helt forstod betydningen af ordet intimitet. Bedre sent end aldrig. Det er at lade andre se, hvem man I virkeligheden er.

Det er ikke altid super sjovt, at få de der AHA-oplevelser, fordi jeg mærkede med det samme, at jeg har svært ved at være intim. PYHA.

Jeg tør i bund og grund ikke lade nogen se helt ind i mig. Jeg lukker dem som regel kun ind der, hvor jeg selv kan kontrollere, hvor meget de får lov til at se.

Og jeg tror, at der er mange, som kan genkende det. Vi synes ikke, at de følelser, som vi har i en given situation, er okay – eller rigtige for den sags skyld. Og derfor viser vi dem ikke til andre.

Det er faktisk ikke fordi, jeg ikke vil lukke mennesker helt derind. Men jeg mærker tydeligt følelsen af, hvis jeg viser og siger lige, hvordan jeg har det, så er chancerne for at andre bliver sure på mig eller i værste fald forlader mig, meget store.

Og hvis jeg viser, hvor skrøbelig jeg nogle gange er, så tænker de ”tak for kaffe – lad mig komme væk”.

Den facade, som mange af os stiller op, tror jeg, er med til at skubbe os længere og længere væk fra hinanden og ikke mindst fra os selv.

De sidste par indlæg, jeg har skrevet, har jeg været meget ærlig omkring, hvor jeg var lige i skrivende stund. Jeg har ikke haft den gyldne løsning, men bare skrevet fra det lidt sårbare sted i mig selv. Og hold op hvor har jeg fået mange smukke tilbagemeldinger. Jeg er blevet helt rørt.

Jeg har haft en regel om, at når man deler, så er det fra det sted, hvor ”jeg har haft det svært, men nu har jeg løsningen til dig”. Og det synes jeg da stadig også er det sjoveste sted at dele fra.

Men jeg mærker lysten til at dele derfra, hvor det ikke spiller max. Fordi jeg tror, at vi i større grad har brug for vide, at det er helt efter bogen – også når vi ikke kan finde ud af det.

De Vise Mænd har de sidste par workshops brugt betegnelse ”lækker uperfekt”. Og energien bag er – vær nu bare den, I er. Sig hvordan I har det, for der er ikke nogen af jer, som er perfekte – og de siger meget klart, at vi aldrig bliver det.

Jeg mærker tydeligt, at når jeg deler ud fra det sted, som altid er lidt rodet, får jeg en masse erkendelser, og jeg bevæger mig længere og længere hen imod den, jeg i virkeligheden er. Et fysisk væsen, som er her på jorden for at lære at være mig selv.

Når jeg tør tale om det, som ikke er okay – mens det ikke er okay – skaber jeg en fred indeni som gør, at jeg meget hurtigt kommer et bedre sted hen i mig selv.

Jeg tror, hvis vi tør stå ved vores mindre skønne følelser. Dele dem med de mennesker, vi har tillid til. Vide helt ind i vores celler, at de er en del af livet. Så har vi ikke så meget modstand inden i os, når det hele stinker lidt. Og når vi ikke har modstand, så kan vi hurtigere bevæge os videre.

Hvis vi kan være lige så glade for os selv, når vi føler os alt andet end ”perfekte”, så tror jeg på, at vores indre kraft bliver større og smukkere, og vi tør komme tættere på hinanden.

Og når vi tør lade andre se, vores lækre uperfekte sider, så tror jeg, at vi vil få en større fred i os selv og i vores relationer.

Kærligst

 

 

 

1403, 2014

Jeg oooorker det bare ikke

Jeg leger lidt med ”hvad nu hvis” i øjeblikket, hvilket du måske har opdaget.

I sidste uge handlede det om, hvad nu hvis ”jeg ikke aner en skid” er det nye sort. Og sjovt nok 3 dage efter det blogindlæg, mærkede jeg så tydeligt ”mit hvorfor”, jeg ønsker at have en forretning. Et hvorfor som jeg har ledt længe efter.

Så jeg burde vel være helt høj og føle mig flyvende, meeeen som du nok kan fornemme ud fra overskriften, så er det langt fra min følelse.

Jeg har, i over 2 uger, hostet og hakket på den slimede og mindre lækre måde. Jeg har aldrig været i så dårlig form, som jeg er nu. Og jeg tænker hele tiden, at jeg i det mindste burde gå en lille tur, eller meditere eller bare gøre et eller andet, som er godt for min krop. Men når jeg mærker efter, så oooorker jeg ikke noget.

Rune Klan har karikeret en kvinde, som ligger i sin seng og siger, at hun burde slukke branden i kælderen, men det ooooorker hun bare ikke. Og sådan føler jeg det nok…

Hver eneste celle i min krop er smadret og tung. Og jeg er bare flad. Og hvordan kan jeg lege med den følelse?

Hvad nu hvis JEG OOORKER IKKE NOGET er en del af planen. Hvad nu hvis det er meningen, at vi FANDEME SKAL have perioder (dage, timer eller uger) hvor vi ikke SKAL ORKE noget.

Jeg tror faktisk i skrivende stund, at det er en del af livets cyklus. Vi har brug for at gå i hi engang i mellem.

Jeg har, da aldrig set løven have dårlig samvittighed over bare ligge og sove hele dagen.

Men når jeg bare ligger på sofaen og mærker, at jeg ikke orker noget, så får jeg et tydeligt billede af ham den møglækre kok Christian Bitz. Han står og er helt våd efter sin morgensvømmetur i frostgrader vel at mærke. Ser skide godt ud selvom håret stritter ud til alle sider (belastende) og så lyder opdateringen noget i retning af ”Kom ud løb en tur, så sofaen ikke gror fast på din ryg”.

Åhh for fanden da – det er da også rigtigt. Reglen er, at man skal være aktiv, for at være et godt sted i sig selv.… Se hvor lækker han er – og jeg ligger bare her.

Så selvom jeg lytter til min krop som tydelig fortæller mig ”jeg ooorker ikke noget”, så er det en forbudt følelse i mig. Så krop og hjerne er oppe og slås. Tydeligvis ikke noget, som giver mig mere energi.

Men når jeg går med legen om, hvad nu hvis det fandeme er meningen, at vi ikke skal orke noget engang i mellem. Hvad nu hvis det er meningen, at kroppen siger tydeligt fra, og det løser sig ikke at spise 600 gram grøntsager og løbe en tur. Men det løser sig ved, at acceptere der hvor vi er.

Jeg ooorker ingen ting lige nu, og det er lige så sundt som at løbe en tur. Hvad sker der så? Mon følelsen slipper eller mon det bliver ved forever? Jeg udforsker det i øjeblikket.

Kærligst