Har jeg gjort det godt nok?

//Har jeg gjort det godt nok?

Har jeg gjort det godt nok?

Jeg synes, at følelsen af at der ikke er mere at gøre er forfærdelig. Det efterlader mig engang i mellem med følelsen af en lettere desperation – specielt i min rolle som mor.

Jeg har nu to store og sunde drenge – den ene er lige trådt ud af teenage-årene og den anden er 17 år lige om lidt.

De fungerer super godt og har løsrevet sig rigtig meget fra mor og far. Jeg kan godt mærke, at jeg skal ikke blande mig så meget (helst ikke, hvis det står til dem 😉 ), og jo mere jeg kan lade dem komme til mig, hvis der er noget, jo bedre er det.

Men for fanden hvor jeg synes det er svært. Hvis jeg fornemmer, at en af dem er lidt trist eller sur, så har jeg bare lyst til at overfalde dem.

Hvad er der galt? Er der sket noget? Er der noget, jeg kan gøre for at gøre dig glad igen?

Og jeg ved bare, at jeg skal holde mig langt væk og vente og se, om de har brug for mig.

Føj for den lede. Det er altså ikke min stærke side.

Det er som om, jeg er total alert på dem, og når jeg så ikke kan hjælpe dem, så digter min hjerne og mit hjerte historier om, at hvis ikke jeg kan hjælpe dem, så går det måske helt galt for dem.

Og hvad nu hvis de føler, at jeg ikke er der for dem? Hvad nu hvis jeg ikke har givet dem det, de har brug for for at kunne klare de kriser, de skal igennem.

Ja mine tanker og følelser skaber de vildeste dramahistorier – det er virkelig skræmmende. Jeg går både tilbage i tiden og 10 år frem og ser spøgelser.

Det er så interessant at observere.

Jeg hader, at jeg ikke har ”styr” på dem mere.

Jeg hader følelsen af, at de ikke har brug for mig mere på samme måde. Det er SÅ irriterende samtidig med, at det giver masser af frihed.

Men det er jo en illusion, at det er ”mine” børn. Jeg har haft dem til låns og kan nu blot læne mig tilbage og se, hvordan deres liv kommer til at forme sig. Forhåbentlig ved de, at jeg altid vil hjælpe dem, hvis de har brug for det.

Men det er godt nok en meget speciel tid for mig.

Jeg mærker en ny form sårbarhed, der er kommet frem, og den giver mig muligheden for at læne mig endnu mere ind i tillid til mine drenge – at de sagtens kan klare sig her i livet.

Læne mig ind i tilliden til mig selv – at jeg har gjort det, jeg kunne på godt og ondt. Og tilliden til at livet tager os derhen, hvor de skal være.

ALL IS WELL!

 

 

 

By | 2019-06-19T07:56:37+00:00 juni 19th, 2019|Nyheder|0 Comments

About the Author:

Leave A Comment